verdensvigtigstevalg

Om nogen har man forventninger til hvordan Den Amerikanske Præsident skal opfører sig. Formel, rolig, vidende, stærk og rationel er ord de fleste forbinder med præsidentrollen. Denne uge har været præget af en præsident der har veget meget fra denne traditionelle.

Først på et talkshow med Jimmy Fallon hvor Obama “slowjammede the new”, hvlike senere vandt ham kritik fra Romney administrationen:

Og så igen til det hvide hus’ “Correspondants Dinner”, hvor Præsidenten virkelig åbnede op for sin “cool” side:

Denne kendis faktor, mener mange mennesker er meget kritisabel, så det er ingen overraskelse at en republikansk super PAC for nyligt sendte denne kampagne reklame:

Faktisk var det allerede oppe som kritik punkt i 2008 valgkampen, hvor McCain støtter lavede denne negative reklame:

Præsidenten som entertainer tog vi bl.a op som emne i går i vores 8. radioprogram, der også kiggede meget nærmere på USA relation til Kina og Sydøstasien med hjælp fra internationalpolitik ekspert Jørgen Ørstrøm møller. Hør eller download programmer her:

http://verdensvigtigstevalg.org/hor-programmer/

For at forstå amerikansk partipolitik, skal man først lægge sin viden om dansk partipolitik på hylden. I USA gøres tingene anderledes. Der er to patier i USA. To kæmpe partier, som begge har rødder i en nation, bygget om en forfatning, der ikke nævner ordet parti. En forfatning, der er underskrevet af en række founding fathers, der i det store hele ikke gik ind for permanente politiske grupperinger – herunder partier.

USA’s spæde år var således domineret af såkaldte fraction politics, hvor kongressmedlemmer midlertidigt samlede sig i fraktioner om enkelte kongressafstemmninger for derefter at opløses og danne nye formationer omkring nye tiltag. Systemet fungerede, og Washington valgte derfor i sin afskedstale at advare mod party politics.

Historien viser dog, at rådet fra USA’s første præsident ikke blev fulgt. Som konsekvens af en indædt konflikt mellem to af USA’s største statsmænd, Thomas Jefferson og Alexander Hamilton, blev splittelsen i amerikansk politik så massiv, at permanente grupperinger blev uundgåelige. Allerede i starten af 1790′erne bliver de første partier dannet. Om Jefferson dannes Democratic-Republicans, og om Hamilton Federalist. Men som et godt eksempel på, hvor flydende grænserne mellem partierne var, blev John Adams valgt ind som USA’s anden præsident i 1796 med federalisten Hamliton som dukkefører og Jefferson fra Democratic-Republicans som vicepræsident! Et politisk kaos, der ville svare til, at John McCain i dag sad som vicepræsident for Barack Obama.

Partierne gennemgik i løbet af det næste halve århundrede en omvætning med slutresulatet, at USA i 1854 havde to meget bredt favnende partier: The Democratic Party og The Republican Party. Det medførte flere ting: bl.a. en stærk polarisering af den lovgivende forsamling, kongressen og en yderst skarp tone mellem de to partier. Den skarpe tone i den amerikanske debat præger helt op til i dag det politiske system, hvilket i særdeleshed kan ses i den nationale politik eksempelvist ved præsidentvalget i 2008 eller primærvalgene 2012.

Partierne har haft en lang fælles historie med kaos, ombytning af partiprogrammer og en hård tone i debatten, hvilket afviger en del fra danske tilstande, hvor tonen mellem politikerne i reglen er mere debaterende end konfronterende. På trods af de sidste 60 års samarbejde mellem USA og Danmark er de amerikanske forhold stadig fremmede og væsentligt forskellige fra forholdene i Danmark.

I morgen, den 19. marts kl. 21.30 sender Verdens Vigtigste Valg vores femte program der denne gang vil handle om præsidentembeddet.

Som en lille opvarmning til programmet i morgen er her en liste over de 5 bedste præsidenter BBC har lavet, saglig? nej ikke det mindste:

Franklin D. Roosevelt er ifølge BBC den bedste amerikanske præsident. FDR var præsident igennem tre perioder fra 1933 til sin død i 1945. FDR er et fyrtårn i amerikansk politik; manden bag New Deal den keynesianske hjælpepakke der skulle hjælpe USA videre fra The Great Depression og manden der reddede Europa fra nazisterne. Og som betaling for hjælpen pressede de europæiske magter til at acceptere en vej mod uafhængighed for kolonierne.

Nummer to på listen er Abraham Lincoln USA’s 16. præsident. Lincoln ledede landet fra 1861 til han blev snigmyrdet i 1865. Lincoln ledede USA gennem den blodigste krig i Amerikas historie, den Amerikanske Borgerkrig. Han samlede landet efter krigen. Og afskaffede slaveriet.

George Washington er nummer tre på listen. Washington var USA’s første præsident fra 1789-1797, han ledte amerika til sejr over briterne i den Amerikanske Revolutionære Krig. Han præsiderede over skrivelsen af forfatningen i 1787. Han er blevet en grundsten i amerikansk selvforståelse; frihedselskende, minimalstats forkæmper og skaber af nationen.

Thomas Jefferson er nummer fire på listen USA’s tredje præsident, 1801-1809. Hovedforfatter til Uafhængighedserklæringen. vandt Barbar krigene mod nordafrikanske pirater (også et problem for 200 år siden). Fordoblede nationens størrelse ved “The Louisiana Purchase”.

Den anden Roosevelt på listen, som nummer fem, Theodore Roosevelt Amerikas præsident fra 1901 – 1909. En inspirerende personlighed der med store armbevægelser og passion for storvildtsjagt gjorde præsidentembedet farverigt. På trods af det mindre farverige i forbrugerbeskyttelse var Teddy ophavsmand til “The Food Protection Act”.

Det mest påfaldende ved listen er måske at den seneste præsident i top fem, FDR, var præsident for næsten 70 år siden. Den eneste nyere præsident der nærmer sig er Ronald Reagan der er nummer otte. Et republikansk ikon, der hvis man skal tro republikanerne, egenhændigt nedlagde den russiske bjørn.

VVV er begyndt at skrive for http://idethvidehus.wordpress.com/, en hjemmeside drevet af udvalget International Debat, der raserer på statskundskab. Følg med på siden og læs vores portræt af Rick Santorum. Her et lille uddrag:

“Santorum er blevet kendt for sine taleevner og unikke evner til at begejstre sit publikum gennem sine patos-dominerede taler. Det er specielt på værdispørgsmål, at Santorum begejstrer sine tilhængere. Santorums synspunkter er bygget op om ideen, at den religiøse, heteroseksuelle, monogame familie danner kernen i det amerikanske samfund både socialt og politisk. Han forbinder ofte også USA’s økonomiske udfordringer med at familien som enhed er truet, og at landet korrumperes moralsk. Disse opfattelser forklarer, at hans kernevælgere er konservative borgere fra Midtvesten, der har deres faste gang i den lokale kirke, og som ofte kommer fra den lavere middelklasse.”

Hav en god aften!

The Washington Post kunne i går bringe en artikel om at republikanernes primærvalgkamp indtil videre er den billigste siden 1990. Stik imod den generelle opfattelse, og stik imod hvad vi her på VVV tidligere har skrevet i blandt andet indlægget om Kongemagere, viser det sig altså at også republikanerne er ramt af finanskrisen.

At republikanerne der ellers er partiet med de fleste partistøttemidler i ryggen bruger mindre end tidligere er et godt eksempel på at også den rigeste del af det amerikanske samfund er blevet ramt af finanskrisen (aktier og ejendomsværdi tab er nok en hovedforklaring).

De lavere udgifter er overraskende især i en valgkamp der forsætter efter Super Tuesday, hvor valget sædvanligvis bliver afgjort. En naturlig reaktion for en kandidat som Romney kunne have været at brænde alle midler af for at sikre sig en så stor føring at valget ville være forbi. Måske er valgkampen netop så intens fordi ingen kandidat har formået at outspende de andre tilstrækkeligt.

En anden overraskelse er hvor beskidt valgkampen er blevet på trods af at kampagne udgifterne er mindre end sædvanligt, muligvis er mediebranchen i så stor en krise at prisen på TV ads, billboards og helsides annoncer er faldet tilstrækkeligt til at matche de lavere kampagne udgifter.

Læs artiklen fra The Washington Post her:

http://www.washingtonpost.com/politics/2012-gop-primary-shaping-up-to-be-cheapest-race-in-years/2012/03/09/gIQAbf8q7R_story.html

I går, onsdag, må Mitt Romney være vågnet op med en massiv hovedpine og øm krop. Efter at have knoklet intenst og brugt en formue på kampagner i de ti delstater, går Romney ud af Super Tuesday, som den fortsatte favorit, som Super Tuesdays umiddelbare vinder, men uden en så klar sejr at det forsatte kapløb bliver formalia.

I 2000 vandt Bush stort på Super Tuesday og det samme gjorde McCain i 2008, de cementerede dermed deres mulighed for en nominering. Det samme formåede Romney ikke at gøre. Og det er vel egentlig meget kendetegnende for Romney, at han er lige ved og næsten hele tiden. Partitoppens mand og bedst blandt de republikanske kandidater i samtlige hypotetiske valg mod Obama, men ikke folke kær/folkeforfører nok til at lukke handlen.

Faren ved den forsatte valgkamp blandt republikanerne er, at den kandidat (formentlig Romney) der ender med at blive GOP’s præsidentkandidat når frem til den egentlige valgkamp mod Obama, drænet for både energi og penge, hærget af skandaler og med et fragmenteret republikansk parti bag sig.

“Rich Beeson, Mr. Romney’s political director, said of Mr. Santorum: “He has no states on Super Tuesday where he is going to do anything to cut the delegate lead. He is going to fall further and further behind. It becomes a mathematical battle as much as it is a political one, and the math just doesn’t add up for Santorum.”

Det har længe været kendt, at Romney har svært ved at begejstre sit publikum og sine vælgere, til gengæld kan han og hans kampagnestab regne. New York Times skriver at Romney-kampagnen – med inspiration fra Obamas primærvalgkamp i 2008 – har regnet sig frem til præcis hvilke stater og vælgere, det er værd at bruge kræfter på, og hvem det ikke er.

Det er ekstremt vigtigt i USA af to årsager. For det første er kandidatens tid meget knap, og den må derfor prioriteres hårdt, for det andet gør de meget forskelligartede valgsystemer og størrelser på de forskellige delstater, at der står langt mere på spil i nogen stater end andre. Eksempelvis er Florida meget vigtigere end Texas fordi den, der får flest stemmer i Florida får alle statens delegerede, mens de uddeles proportionalt i Texas.

Ifølge The Associated Press har Romney sikret sig 180 valgmænd mod Gingrich’  29 altså seks gange så mange. Det på trods af at han har fået under dobbelt så mange stemmer. Fremadrettet vil der være endnu mere kalkuleret fokus på, hvordan Romney kan optimere valgmænd snarere end stemmer, og Romneys stab har med dette udgangspunkt tilrettelagt præcis, hvordan resten af Romneys primærvalgkamp skal forløbe. Så hvis man ikke kan begejstre sig til sejr, så kan man regne sig frem til den i stedet.